Foto: Krill Kudrayatsev/Scanpix

Verdens stærkeste Putin

Russernes opbakning til Putin er faldet på en lang række politikområder. Men Putin står stadig stærkt frem mod valget på søndag.

Som forventet annoncerede Vladimir Putin i december, at han genopstiller som Ruslands præsident. Det skete blandt skinnende firhjulstrækkere på en russisk bilfabrik i byen Nisjnij Novgorod.

Valget bliver afholdt på søndag. Men ifølge medier og analytikere er der ikke megen spænding omkring resultatet. Putin er nærmest sikret genvalg.

Men til forskel fra tidligere valg har Putin denne gang fået enkelte ridser i den ellers skinnende lak. Det viser en undersøgelse fra det anerkendte forskningsinstitut Pew Research Center.

Russernes opbakning til deres præsident er nemlig de seneste år faldet på tværs af flere politikområder.

Bias har bedt to Ruslandskendere om at vurdere opbakningen til Putin. Ifølge dem begge vil især valgdeltagelsen på søndag være en indikator på Putins forsatte opbakning.

Historien spiller en rolle

Ifølge Pew Research Center er der et fald i opbakning til blandt andet Putins håndtering af Ruslands forhold til Ukraine. Her bifaldt 83 procent af russerne præsidentens indsats i 2015, mens opbakningen var faldet til 63 procent i 2017.

I forholdet til EU og den generelle håndtering af økonomien er opbakningen faldet med 15 procentpoint i samme tidsperiode.

Man kan dog ikke tolke, at Putin generelt har mistet russernes tillid. Det mener tidligere Ruslandskorrespondent Flemming Rose, der i dag er Senior Fellow ved Cato Institute og aktuel med DR2-programmet Roses Rusland.

Undersøgelsens første meningsmåling er nemlig lavet knap et år efter, Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim.

»Når et land befinder sig i en international konflikt, er der en tendens til, at folk samler sig om lederen. Det var det samme med George Bush efter 11. september og Donald Trump efter USA i april sidste år affyrede Tomahawk-krydsermissiler i Syrien. Deres ratings gik op,« siger han.

Nedgangen i russernes vurdering af Putin skal derfor snarere ses som et udtryk for, at russerne støttede Putin ekstraordinært efter anneksionen af Krim, forklarer Flemming Rose.

Ser man på den russiske præsidents samlede opbakning, fik Putin også ekstra stor støtte efter anneksionen af Krim i starten af 2014.

Siden 2014 har 80 procent eller flere bifaldt Putins generelle politiske indsats:

Udover annekteringen af Krim husker russerne også, hvordan tiden i Rusland var før Putin blev præsident i 1999.

Derfor skal man være varsom med at konkludere, at opbakningen til Putin er faldende. Det mener Erik Kulavig, der er historiker og lektor i russisk ved SDU.

»Russerne husker meget vel de kaotiske tilstande, der herskede under Jeltsin (Ruslands præsident fra 1991–1999, red.). Putin har formået at få økonomien på ret køl, om end der stadig er mange og alvorlige problemer,« siger han.

Under Jeltsin gik Rusland i 1992 fra en streng planøkonomi til en liberaliseret markedsøkonomi, som indledningsvist fik forbrugerpriserne til at stige med 1.200 procent. I 1998 blev landet ramt af en finansiel krise, der kraftigt devaluerede den nationale valuta, rublen, samt værdien af mange russeres opsparinger og lønninger.

»Der er næppe tvivl om, at den økonomiske vækst, de nogenlunde stabile forhold, herunder lønninger og pensioner til tiden, har givet Putin en stor opbakning,« siger Erik Kulavig.

Han bakkes op af Flemming Rose:

»Alene i perioden 2000–2008 voksede den russiske økonomi med omkring 6-7 procent om året. Under Putin har den almene russer dermed oplevet den største levefremgang i historien. Russerne har fået flere penge i pungen, kan pludselig rejse, købe forbrugsgoder og spare op.«

Rusland har genvundet respekten

Derimod mener de to Ruslandskendere, at Pew Research Centers undersøgelse rammer plet, når det kommer til russernes syn på Putins udenrigspolitik. En stigende andel af russere mener nemlig, at landet får den respekt, det fortjener:

Analysen fra Flemming Rose er klar: Putin har genskabt Ruslands position som stormagt.

»I en lang periode mente mange russere, at Vesten ikke tog hensyn til Ruslands interesser og respekterede landet. Det gælder udvidelsen af NATO, det gælder krigene på Balkan, det gælder indgrebet i Irak. Det gælder alle de episoder, hvor Rusland mener, at USA og vestlige lande har grebet ind uden noget folkeretligt mandat. Russerne er af den overbevisning, at de ikke har fået den respekt, som de mener, de har krav på som medlem af FN’s sikkerhedsråd og som en af sejrherrerne af Anden Verdenskrig,« siger han.

Flere og flere russere mener også, at Putin gør et godt stykke arbejde på den internationale scene. 87 procent er positive, mens kun 12 procent er negative over for Putins håndtering af landets udenrigspolitik:

»Jeltsin havde på et tidspunkt en udenrigsminister, der tog til USA for at høre, hvordan Rusland skulle indrette sin indenrigspolitik. Sådan er det ikke længere. Putin insisterer på, at Rusland er en stormagt og har nationale interesser. Med besættelsen af Krim og balladen i det østlige Ukraine har Putin sat en streg i sandet i forhold til, hvor langt Rusland vil acceptere NATO’s fremrykning. Det markerer, at Rusland er en stormagt med nationale interesser. Det er noget, som appellerer til russerne,« siger Erik Kulavig.

Man fristes til at konkludere, at det primært er gennem et forsvar for Ruslands interesser, at Putin legitimerer sit præsidentembede. Men det er dog en forsimpling af virkeligheden, mener Flemming Rose.

»Putin er et symbol, og derfor bliver han ikke kun målt på konkret politik. Lidt ligesom dronning Magrethe er han en landsfaderfigur. Hun får heller ikke skylden, når det eksempelvis går dårligt i den danske økonomi,« siger han og uddyber:

»De ting, han siger og gør, er noget, de fleste russere kan identificere sig med. Putin bruger selv et eksempel fra sin barndom i baggårdene i Leningrad i 50’erne: ”Hvis du er presset op imod en mur og ikke kan undgå en konflikt, så er det vigtigt at slå først”. Det er noget, som mange russere vil nikke bifaldende til«.

Hold øje med stemmeprocenten på søndag

Valgdeltagelsen er i virkeligheden en af de bedste kvantificerbare indikatorer, man kan bruge til at vurdere Putins legitimitet. En lav valgdeltagelse er nemlig lig med et mistillidsvotum, lyder det fra både Erik Kulavig og Flemming Rose.

På regeringskontorerne i Kreml har man sat næsen op efter en valgdeltagelse på 70 procent. Og kigger man på historien, har valgdeltagelsen også ligget i den gode ende af 60 procent ved russiske præsidentvalg:

Men meget tyder på, at målsætningen ikke bliver nået.

Den markante regeringskritiker Aleksej Navalnij har eksempelvis sat gang i en aktiv kampagne for at få russerne til at blive hjemme på valgdagen. Og Kreml har også selv sat gang i aktiveringskampagner af frygt for en lav stemmeprocent.

Ifølge Rose ligger den kritiske grænse ved 50 procent:

»Hvis stemmeprocenten kommer under 50 procent, vil det være tæt på en katastrofe for Kreml. Det betyder, at der ikke engang er et flertal af befolkningen, der har gidet at gå ud og stemme. Og det sår tvivl om det mandat, som Putin får til sin sidste periode,« siger Flemming Rose og påpeger, at man heller ikke kan udelukke, at der kan forekomme valgsvindel, når den endelige valgdeltagelse skal tælles op.

Alligevel bør interesserede i det russiske valg holde øje med de beretninger, der kommer fra valgstederne i Rusland på søndag. For ifølge Flemming Rose er det interessante ved dette valg ikke, om Putin vinder. Det er, hvor meget han vinder med, og hvor stor valgdeltagelsen bliver.

Kommentarer

kommentarer