Foto: Gettyimages

Trumps forkerte diagnose

Efter to uger på posten ser det foreløbigt ud til, at Trump vitterligt agter at følge sine ord fra valgkampen op med handling. Den nye præsidents mantra er, at USA's handelsrelationer med resten af verden skal baseres på ”America First”

Af Michael Bremerskov Jensen, chefkonsulent, EU & International, Dansk Erhverv

”Frihandel – en af de største velsignelser, som en regering kan give til sin befolkning – er upopulært i næsten alle lande.”

Sådan skrev den engelske politiker og historiker Thomas Macaulay i 1824, og det citat forekommer mere aktuelt og rammende end længe efter Donald Trumps overraskende valgsejr. En sejr, der netop red på en bølge af skepsis mod globalisering og frihandel i det amerikanske vælgerhav. Undersøgelser har vist, at det i høj grad var Trumps løfter om øget toldbeskyttelse mod kinesiske og mexicanske importvarer og hjemtagning fra udlandet af udflyttede amerikanske arbejdspladser, der banede vejen for hans sejr i rustbælte-delstater som Wisconsin, Ohio, Pennsylvania, Michigan, Indiana og West Virginia. Dertil kom hans villighed til at skrotte eller genforhandle vigtige handelsaftaler såsom NAFTA (mellem USA, Canada og Mexico), den ikke-ratificerede TPP (mellem USA og 11 andre stillehavsnationer, herunder Japan) og implicit, men dog usagt TTIP-aftalen mellem EU og USA. Frihandel er blevet et fyord i store dele af den amerikanske befolkning, og blandt årsagerne peger mange iagttagere på det tab af industriarbejdspladser, som landet har oplevet igennem en længere årrække. Mere om det senere.

America First

Efter to uger på posten ser det foreløbigt ud til, at Trump vitterligt agter at følge sine ord fra valgkampen op med handling. Den nye præsidents mantra er, at USA’s handelsrelationer med resten af verden skal baseres på ”America First”. Som noget ganske uhørt har præsidenten ligefrem truet navngivne amerikanske virksomheder med økonomiske repressalier, hvis de fortsatte med at flytte produktion og jobs til udlandet. Ingen ved dog, hvor konsekvent Trump agter at føre ”America First” ud i livet. Der hænger også et kæmpe spørgsmålstegn over Kongressen, da det er uklart, hvor langt det republikanske flertal i begge kamre er parat til at følge præsidentens linje i handelspolitikken. Det vurderes, at der samlet set, hvis man kigger på begge de to partier, eksisterer et handelsliberalt flertal i Kongressen. Såvel den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, som formanden for det magtfulde finansudvalg (”Ways and Means Committee”), republikaneren Kevin Brady, har udtalt sig imod toldforhøjelser.

Border Adjustment Tax

De har til gengæld begge foreslået en anden metode til at mindske den amerikanske import fra udlandet. De ønsker nemlig en ændring af den amerikanske selskabsskat, der vil fjerne nogle skattefradrag, som amerikanske importører nyder godt af i dag. Forslaget, der har ligget i Paul Ryans skrivebordsskuffe siden juni sidste år, går under navnet ”Border Adjustment Tax”, og det har til formål i bedste merkantilistiske stil at mindske importen og stimulere eksporten ved at give landets eksportører fuld skattefrihed på deres fortjeneste fra salg i udlandet. Den fremtrædende republikaner Newt Gingrich har udtalt, at forslaget har til formål at indføre en merskat på al import, hvorfor danske eksportvarer til USA i så fald også vil befinde sig i skudlinjen. Trump antydede dog på sit pressemøde den 11. januar, at en importskat kun ville ramme importvarer fra amerikanske datterselskaber i udlandet som eksempelvis Ford eller General Electric, der sender deres biler og vindturbiner fra Mexico til USA. Den 17. januar udtalte han sig desuden skeptisk over for en ”Border Adjustment Tax” i det hele taget, fordi den forekom ham kompliceret at gennemføre i praksis. Han ønskede i stedet regulære toldforhøjelser. Det står derfor ikke klart på nuværende tidspunkt, om forslaget bliver til noget, endsige om danske virksomheder med salg i USA har noget at frygte.

Diagnosen er forkert

Hvis man for en stund hæver blikket op fra de handelspolitiske overskrifter, der er kommet i en lind strøm fra Det Hvide Hus siden den 20. januar, og stiller det grundlæggende spørgsmål, om Trump med sin protektionistiske ”America First”-politik rammer rigtigt i forhold til de økonomiske udfordringer, som USA står overfor i dag, bliver svaret overvejende nej. Lad os tage nogle hans hovedidéer én af gangen.

1) USA har mistet millioner af industriarbejdspladser primært på grund af billige importvarer især fra Kina siden år 2000.

Der er blevet forsket meget i dette spørgsmål, og der er ingen tvivl om, at en voldsom stigning i importen fra Kina i perioden fra år 2000 bærer en mindre del af skylden. Stærkt øget produktivitet i den amerikanske fremstillingssektor drevet af automatisering og ny teknologi har imidlertid været den klart største drivkraft bag den dalende beskæftigelse i sektoren. Ifølge et studie fra Ball State University i Indiana forklarer den kraftige produktivitetsvækst hele 88 pct. af de ca. 5 mio. industriarbejdspladser, der forsvundet mellem 2000 og 2015 i USA. Landets udenrigshandel forklarer kun godt 10 pct. af jobtabene. Hvis den amerikanske industriproduktion i 2010 skulle være opnået med den produktivitet, som virksomhederne kunne præstere i år 2000, ville det ifølge studiet have krævet 20,9 mio. industriarbejdere. I stedet klarede man det med kun 12,1 mio. arbejdere i 2010. Jeg ved godt, at man kan finde studier, der placerer en større del af skylden for disse jobtab på den amerikanske udenrigshandel, men det er de færreste økonomer, der påstår, at handel er hovedskurken. Paul Krugman, der vandt nobelprisen i økonomi i 2008 for sit arbejde indenfor international handelsteori, konkluderer her: The Graduate Center  , at den faldende beskæftigelse i USA’s fremstillingssektor kun i ringe grad har noget med international handel at gøre og endnu mindre med amerikansk handelspolitik at gøre.

2) Kina bedriver valutamanipulation, idet Beijing holder yuan’en kunstigt nede for at gøre kinesiske eksportvarer billigere og importvarer dyrere, hvilket udsætter amerikanske virksomheder for unfair konkurrence.

Her er svaret entydigt: Nej, ikke mere. Siden sommeren 2014 har den kinesiske centralbank rigtigt nok interveneret kraftigt i valutamarkedet, men det har ikke været for at devaluere yuan’en, som Trump hævder, men derimod for at holde kursen oppe. I takt med de mere moderate vækstrater i den kinesiske økonomi, den store mængde dårlige lån til statsejede kinesiske virksomheder, bekymringer om et overophedet kinesisk boligmarked og i særdeleshed nedsmeltningen på det kinesiske aktiemarked i august 2015 har centralbanken været tvunget til at spendere enorme mængder fremmed valuta på at holde yuan’en oppe. Og selv med centralbankens støtteopkøb er yuan’en faldet markant overfor dollaren. Den kinesiske stats beholdning af amerikanske dollar ligger i dag på det laveste niveau siden 2011, fordi man har brugt i omegnen af 840 mia. USD på at forsvare den kinesiske valuta mod kursfald. Med andre ord er Trump helt skævt på den her. Kina forsøger at øge værdien af sin valuta. Ikke det modsatte.

3) Hvis USA sætter toldsatserne op på importvarer udefra, vil produktion og arbejdspladser flytte tilbage til landet til gavn for den økonomiske vækst.

Det er vanskeligt at forudsige, hvad effekterne måtte blive, idet virksomheder ofte finder andre markeder at afsætte deres varer på, hvis der på et givent eksportmarked pludselig opstår nye handelsbarrierer. Men jo, fordi USA er verdens største økonomi og det mest attraktive marked at være tilstede på, vil mange udenlandske virksomheder formentlig søge at undgå en amerikansk toldmur ved at placere deres produktion indenfor landets grænser. På kort sigt kan det give et mindre vækstbidrag, ligesom det vil give et antal nye arbejdspladser, men når virksomhederne ikke allerede har valgt den løsning i dag, er det jo, fordi det ikke er den mest effektive løsning for dem. Når de på denne måde tvinges til at blive mindre effektive, vil de ikke kunne producere til de samme priser som i dag, og de vil også forstærker deres bestræbelser på at automatisere og skære ned med henblik på at spare på de højere lønninger, som amerikanske arbejdere kræver i forhold til deres mexicanske eller kinesiske kolleger. Resultatet på lidt længere sigt kan derfor meget vel blive stigende inflation, faldende realløn, højere renter, mindsket produktivitet og dalende vækstrater i USA. Ikke lige det, man sukker efter i rustbæltet.

4) Det amerikanske handelsunderskud udgør et kæmpe problem, som viser, at USA’s handelspartnere med Kina i spidsen har udnyttet – i Trump-jargon ligefrem ”voldtaget” – USA i kraft af landets angiveligt naive opbakning til frihandel.

Det er rigtigt, at USA i årtier har kørt med store handelsunderskud, og at handelsunderskuddet til Kina gradvist er vokset, siden Kina indledte sine markedsøkonomiske reformer i 1990.

I 2015 lå handelsunderskuddet på varehandlen med Kina på 367 mia. USD svarende til 47 pct. af USA’s globale handelsunderskud, men er dette et stort problem for USA? Grundlæggende betaler et land for sin import med sin eksport, og når det importerer for mere end det eksporterer, dvs. har et underskud på handelsbalancen, betyder det, at det må have et overskud på betalingsbalancens kapitalposter i forhold til udlandet således, at dets betalingsbalance summeret giver nul. I nationalregnskabet er betalingsbalancen definitorisk en balance. USA har længe virket som en magnet på udenlandske investeringer, og udlændinge har været vilde med at købe amerikanske værdipapirer, herunder ikke mindst Kinas opkøb af amerikanske statsobligationer, ligesom de er glade for at handle i dollar. Det er alt sammen medvirkende til, at USA kan tillade sig at købe mere fra omverden, end det sælger. Modsat hvad Trump prædiker, er handelsbalancen ikke en objektiv resultattavle over, hvor godt et land klarer sig overfor andre lande.

Man bliver nødt til at undersøge de nærmere årsager til handelsunderskuddet, og hvis det f.eks. skyldes en dårlig konkurrenceevne eller lav produktivitet, kan der være behov for erhvervspolitiske tiltag, der retter op på ubalancen, men det er bare ikke problemet i USA. Amerikanske virksomheder er meget konkurrencedygtige, og amerikanske arbejdere er produktive. Et handelsunderskud behøver derfor ikke at være negativt. Der er ligefrem økonomer, som mener, at USA i kraft af dollarens status som verdens reservevaluta, bliver nødt til at opretholde store handelsunderskud for at holde den globale økonomi kørende. Det forhold at dollaren anvendes i transaktioner overalt på kloden, og også hvor USA ikke selv er involveret, bidrager til at styrke dollaren, hvilket svækker den amerikanske eksport, hvilket igen peger i retning af amerikanske handelsunderskud. En god diskussion af betydningen af USA’s handelsunderskud kan læses her: New York Times

Og forestillingen hos Trump om, at det er tåbelige frihandelsaftaler, som hans forgængere naivt har viklet USA ind i, der skulle være hovedskurken bag handelsunderskuddet, rammer også ved siden af. USA har ingen frihandelsaftale med Kina. Tværtimod har amerikanerne under skiftende præsidenter været flittige til at pålægge en høj straftold på forskellige kinesiske importvarer lige fra bildæk og stål til solpaneler og vaskemaskiner. USA’s næststørste handelsunderskud er med Tyskland, som man heller ikke har en frihandelsaftale med, og det tredjestørste underskud er i forhold til Japan, hvor det samme gør sig gældende. Frihandel har historisk set været en kilde til velstand og er det fortsat. Også i USA.

Det er til gengæld nemt at forstå, hvorfor Trump vælger at rette sine tweets mod frihandel. Omkostningerne ved handelsliberalisering i form af afskedigelser og virksomhedslukninger rammer få meget hårdt og typisk koncentreret i nogle få lokaliteter, mens gevinsterne i form af øget produktivitet, lavere priser og større vareudbud er spredt ud over hele samfundet og derfor kun berører den enkelte ganske lidt. Få er i stand til at mærke nationale produktivitetsgevinster på deres egen krop, mens det er noget andet med en fyreseddel. Denne asymmetri medfører, at frihandel nemt bliver en indenrigspolitisk skydeskive og især i tider med svag økonomisk vækst. De få, der bliver ramt hårdt, har følgelig et stort incitament til at mobilisere sig i protektionistiske lobbygrupper såsom eden amerikanske sukkerindustri, mens de mange, der ikke tænker over gevinsterne, aldrig organiserer sig til fordel for øget frihandel.

Konsekvenserne for Danmark

Men hvad så med Danmark? Hvad har vi på spil i forhold til en mere protektionistisk amerikansk handelspolitik? Svaret er en hulens masse.

Over 70,000 danske arbejdspladser vurderes at være afhængige den danske eksport til USA, som i 2015 rundede 100 mia. kr. for første gang nogensinde. Det er vores tredjestørste eksportmarked overhovedet og et kæmpe marked for danske medicinalprodukter, der udgør halvdelen af vareeksporten til USA. Vi sælger også mange industrimaskiner, transportmidler og forskellige færdigvarer. Der er næppe tvivl om, at det vil ramme relativt hårdt og bredt i dansk erhvervsliv, hvis USA for alvor sadler om i handelspolitikken og indfører toldmure eller skrappe køb-amerikansk-klausuler i handelskontrakterne. Derfor er der al mulig grund til, at den danske regering bruger en hel del politisk kapital både bilateralt i Washington og via EU i Bruxelles på at påvirke den nye amerikanske administration til at bevæge sig i en mindre protektionistisk retning. Som en lille, åben økonomi, hvor eksporten udgør over 50 pct. af bruttonationalproduktet, og hvor netop udenrigshandlen gennem de seneste år har leveret et væsentligt vækstbidrag til dansk økonomi, er der rigtig meget på spil i den kommende tid, hvor Trumps valgløfter skal udmøntes i konkret politik.

TTIP-frihandelsaftalen mellem EU og USA, som parterne har forhandlet om siden 2013, bliver efter alt at dømme langtidsparkeret de næste fire år, selv om Trump ikke har sagt det direkte endnu. Alt tyder dog på det, og det er også, hvad EU’s handelskommissær svenskeren Cecilia Malmström har udtalt. Ifølge konsekvensberegninger fra Copenhagen Economics ville en ambitiøs TTIP-aftale have medført mellem 8 og 16 mia. kr. i dansk mereksport til USA ved en fuld indfasning aftalen. Ganske vist rummer TTIP på nogle områder ikke helt de samme tidsler set med amerikanske øjne som eksempelvis NAFTA eller TPP. Der er eksempelvis ikke er samme risiko for udflytning af amerikanske virksomheder og arbejdspladser til Europa, som der er til Mexico eller til lande som Malaysia eller Vietnam. Bedre markedsadgang for europæiske virksomheder i USA, som er et kernepunkt for EU med TTIP-aftalen, forekommer imidlertid uspiseligt for den nye amerikanske præsident, hvorfor der er grund til at være pessimist med hensyn til TTIP. Tiden må vise, om der kommer en optøning af Trumps linje og en normalisering af handelsrelationerne på tværs af Atlanten.

Internationale skadevirkninger

Det krydser jeg fingre for, idet omverden ikke vil sidde med hænderne i skødet, hvis Trump bare klør på med America First. Kina har allerede ladet forstå, at man vil gengælde en eventuel amerikansk toldmur mod kinesiske varer, og en handelskrig mellem verdens to største økonomier vil være skidt for verdensøkonomien og ikke mindst for små eksportdrevne økonomier som Danmark. Et protektionistisk våbenkapløb mellem USA på den ene side og store aktører som Kina, Japan og i sidste ende også EU vil undergrave det i forvejen pressede og tilsandede aftalesystem under verdenshandelsorganisationen WTO. Hvis verdens største økonomi, der siden Anden Verdenskrig har været den drivende kraft bag handelsliberalising og frie internationale kapitalbevægelser, pludselig går i bakgear og begynder at oprette nye handelsbarrierer, er det svært at forestille sig, at lande med en historisk set meget løsere tilknytning til frihandel ikke også anlægger en mere protektionistisk tilgang til skade for den økonomiske vækst. Det er et scenarium, som ingen bør ønske sig. Ej heller Trump.

Kommentarer

kommentarer