Terror i udlandet rammer danskere hårdt

Breiviks terrorangreb i Norge i 2011 og angrebet på tvillingetårnene i New York i 2001 førte til en markant stigning i antallet af posttraumatiske stresstilfælde i Danmark. Selvom frygten for terror er irrationel, er der en grund til, vi bliver bange, forklarer forsker.

Når terrorangreb finder sted i udlandet, rammer det også i Danmark.

I perioden efter Anders Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya i 2011 registrerede lægerne i Danmark 2.736 ekstra tilfælde af såkaldte belastningsrelaterede psykiske sygdomme i Danmark. Det viser et nyt studie, der har opgjort, hvor mange flere diagnoser, der blev registreret over det forventede niveau i sundhedssystemet efter angrebene i 2011 og den efterfølgende retssag mod Breivik.

I sidste uge blev 13 mennesker dræbt og mere end 100 såret i et bilangreb i Barcelona, og en 18-årig marokkaner stak 10 mennesker ned i Turku i Finland. To døde.

Selvom flere studier viser, at risikoen for at blive ramt af et terrorangreb er forsvindende lille, formår terror begået i udlandet at skabe frygt herhjemme.

Forskerne bag undersøgelsen har tidligere påvist, at der var en sammenhæng mellem terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001 og en stigning i belastningsrelaterede psykiske sygdomme som posttraumatisk stress i Danmark. De kan nu konstatere, at antallet af diagnoser efter Breivik-angrebene var fire gange så højt.

»Undersøgelsen viser specifikt, at Breivik-angrebene i Oslo og på Utøya forårsagede en 16 procents stigning i antallet af mennesker i Danmark diagnosticeret på psykiatriske hospitaler eller psykiatriske skadestuer med belastnings- og tilpasningsreaktioner,« siger Bertel Teilfeldt Hansen, postdoc på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.

Vi har kun set toppen af isbjerget

Bertel Teilfeldt Hansen forklarer, at de folk, der har fået diagnosen, formentlig har været dem, der har været mest disponeret for at få en så voldsom lidelse.

Han tror, at deres resultater formentlig kun omfatter en lille gruppe af de mennesker, der reelt blev påvirket af angrebet:

»Det er folk, der er blevet diagnosticeret med behandlingskrævende, meget seriøs psykiatrisk lidelse på psykiatriske hospitaler. Der er givetvis en masse mennesker, som ikke reagerer så kraftigt, som har det i mindre grad, der har henvendt sig hos egen læge, eller har gået rundt derhjemme med en masse symptomer. Det er nok kun de værste cases, vi ser.«

Frygten er irrationel

Det er irrationelt, at terror i udlandet skaber frygt og tilfælde af belastningsrelateret psykiske sygdomme. Men ikke ubegrundet. Det forklarer forfatter til en række artikler om frygt og terror og forsker ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, Carsten Bagge Laustsen:

»Vi frygter trusler mod liv og helbred. Der er fuldstændigt rationelt. Men man kan spørge, hvorfor vi frygter terror mere, end vi frygter biluheld. Det er ikke rationelt.«

Han uddyber, at terroren har en karakter, der gør, at vi frygter terrortruslen mere end andre trusler, der objektivt set er lige så farlig eller farligere:

»Det, der gør terrortruslen speciel, er, at den er meget formløs. Den er radikalt tilfældig, den ændrer konstant karakter, og vi ved ikke, hvornår den kan ramme os.«

Terror skaber frygt, netop fordi den nedbryder gængse kategorier som mellem krig og fred, det militære og civile, og samtidig gør op med vores forståelse af tid, sted og territorium, forklarer han og tilføjer:

»Terroren nedbryder en sondring mellem et indenfor og udenfor. Der er principielt intet sted, hvor man kan vide sig i sikkerhed«.

Jo mere tilfældig og ubegrundet terroren er, jo mere frygt skaber den. Han forklarer, at vi for at forstå den frygt, som terroren foranlediger, må forstå, at terrorangreb er forskellige i karakter. Derfor er påvirkningen af dem også forskellig.

Hvorfor er vi bange for mørke?

Det er det tilfældige og udefinerbare ved terroren, der gør den frygtindgydende, mener Carsten Bagge Laustsen. Det er grundlæggende den samme mekanisme, der gør sig gældende, når nogle er bange for at gå ud en mørk aften.

»Vi er mere bange, når det er mørkt, fordi vi ikke kan se, hvem det er, der rækker ud mod os. Jo mere udefinerlig en trussel er, jo mere frygter vi den. Eksempler kunne være aids-epidemier og virus. De fremkalder frygt, fordi vi ikke ved, hvad de handler om, og hvordan de skal behandles,« siger han.

Det er de samme mekanismer, der gør sig gældende med terroren og især den terror, som Carsten Bagge Laustsen kategoriserer som katastrofisk. Katastrofiske terrorangreb står i modsætning til de fokuserede terrorangreb.

Fokuserede angreb er angreb som dem, vi har set på Krudttønden og Synagogen i København, mod Kurt Vestergaard og Jyllands-Posten og på Charlie Hebdo i Paris, og som vi historisk tidligere har set med politisk motiverede flykapringer, angreb på politikere, advokater, politi eller virksomhedsledere.

Angrebene har et konkret objekt for terroren. På den måde er de ikke så frygtindgydende og er nemmere at kapere for den almindelige borger, når angrebene er rettet mod en specifik person, en specifik gruppe eller et specifikt og forudsigeligt mål, som borgeren ikke kan identificere sig med, mener Carsten Bagge Laustsen.

Værre er det med de katastrofiske terrorangreb, der oftest går ud på at dræbe så mange som muligt uden at skele til, hvem ofrene er. Det er angreb som dem, vi har set i Nice eller Manchester. Her er det pludselig muligt for almindelige borgere at identificere sig med ofrene.

»Man tænker, jeg kunne jo også have været på den der promenade i Nice, eller det kunne også have været mig, der var til den der koncert i Manchester. Man begynder at tænke sig selv som et muligt offer: Det her kunne ramme mig, og det kan ramme hvor som helst – når jeg kører gennem Nørreport Station eller skal ud at flyve. Frygten har således en anden karakter,« siger han.

Carsten Bagge Laustsen mener, at de to seneste angreb i Barcelona og Finland kan karakteriseres som katastrofiske angreb, fordi angriberne angiveligt gik efter tilfældige ofre.

Angrebet på World Trade Center hører også til i den kategori. Især fordi det efter angrebet ikke var muligt at udpege, hvem der stod bag. Det skaber ifølge Carsten Bagge Laustsen desuden en større grad af frygt, hvis man ikke med det samme kan udpege aggressorerne bag angrebene og ikke har mulighed for at handle på terrorangrebet. Det værste er at være bevidst om en trussel, som man ikke ved, hvad man skal stille op med.

Angrebene i Oslo og på Utøya kan placeres i begge kategorier. Selvom angrebene nok var rettet mod regeringskvarteret og en socialdemokratisk sommerlejr og på den måde ligner det fokuserede angreb, mener Carsten Bagge Laustsen, at det på grund af omfanget og angrebenes vilkårlighed også kan kategorises som et katastrofalt terrorangreb.

Det er langt farligere at køre bil

Men det er ikke rationelt at frygte terroren. Amerikanske studier viser, at kun en ud af 50.000 i de seneste 30 år er døde af terror i USA, mens en ud af syv døde af en hjertesygdom, og en ud af 565 døde i en bilulykke.

Carsten Bagge Laustsen mener, at det tangerer en falsk bevidsthed, at man er bange for at blive ramt af et terrorangreb.

»Hvis vi kigger på forskellige trusler, er der nogle, vi frygter for meget, i forhold til hvor stor faren er,« siger han og uddyber:

»Når vi kører bil, så ved vi godt, at der er en risiko for trafikuheld, men vi forholder os ikke aktivt til dette faremoment. Vi fornægter det.«

Ifølge Carsten Bagge Laustsen er det i høj grad et spørgsmål om vane og tilvænning. De trusler, der er konstante, højfrekvente og lavintensive ænser vi ikke længere.

»Når vi kører bil, tænker vi, at det altid de andre, det går galt for. Det er lidt den omvendte logik af terroren. Der tænker man, det kunne også have været mig. Det er forskellige måder at forholde sig til trusler på. Fornægtelse over for overidentifikation,« siger han.

Medierne forstærker effekten

Begge forskere – Bertel Teilfeldt Hansen, der står bag undersøgelsen, og Carsten Bagge Laustsen – mener, at medierne har en rolle at spille i ligningen.

»De fleste mennesker har ikke været involveret i Breivik-angrebene. De er blevet eksponeret for det gennem medierne. Så det må være medieeksponeringen, der forårsager de her lidelser hos folk,« siger Bertel Teilfeldt Hansen.

Han forklarer, at den model, der med størst sikkerhed kunne forudsige antallet af folk med belastningsrelaterede psykiske sygdomme, i virkeligheden var opgørelsen over, hvor mange gange Breivik blev nævnt i de danske medier.

»I hver uge har vi talt, hvor mange gange Breivik blev nævnt i de danske medier, og man kan se, at han bliver nævnt meget efter angrebet, og så bliver han også nævnt i forbindelse med sin dom. Antallet af de her ekstra diagnoser, der bliver givet, passer med omtalen. De stiger til at starte med, og så falder de. Men så stiger de faktisk igen, når Breivik igen er i medierne i forbindelse med afsigelsen af hans dom,« siger Bertel Teilfeldt Hansen.

Carsten Bagge Laustsen mener, at medierne fungerer som en form for multiplikator, især fordi terroren får så meget omtale, som den gør.

»Man kan sige, at gennem medierne bliver vi alle til potentielle ofre, når vi kan identificere os med ofrene. I den forstand bringer medierne terroren ind i folks stuer. Man bliver pludselig bevidst om en trussel,« siger han.

Der er håb

Ifølge Carsten Bagge Laustsen er der dog håb. Ifølge ham handler det om at få perspektiv på terrorbegivenhederne og blive bevidst om, hvor stor risikoen er for at blive ramt af et terrorangreb.

Og så kan en banal ting som bekvemmelighed i det lange løb være med til at afbøde frygten.

»Den gode nyhed er, at det faktisk er ret anstrengende at gå og være bange. Så langt de fleste bliver trætte af det ret hurtigt. De bliver også trætte af at skulle gå til arbejde frem for at tage S-toget. På den måde er det vanskeligt at udholde den der spændte tilstand. Det er det bedste våben mod frygten,« siger Carsten Bagge Laustsen.

Kommentarer

kommentarer