Foto: Nils Meilvang, Scanpix

Den store Folkemøde-quiz

Ved du alt om Folkemødet – k-branchens Roskilde Festival? Test dig selv eller din kollega med Kforums og Bias' store Folkemøde-quiz.

Spørgsmål 1: Programmet for Folkemødet 2017 er spækket med events. Men hvor mange er der egentlig?

  • Cirka 1.200
  • Cirka 2.100
  • Cirka 3.200

Spørgsmål 2: Hvilket politisk parti har førertrøjen på Folkemødet i forhold til antal events?

  • Liberal Alliance
  • Alternativet
  • Socialdemokratiet

Spørgsmål 3: Hvilket medie har flest arrangementer på Folkemødet?

  • Politiken
  • Jyllands-Posten
  • Radio24syv

Spørgsmål 4: Over halvdelen af Folkemødets events er politiske debatter – men hvad handler de om?

  • EU
  • Flygtninge- og indvandrere
  • Vækst
  • Sundhed

Spørgsmål 5: Hvilken kendis har flest jobs på Folkemødet?

  • Clement Kjersgaard
  • Povl Erik Skammelsen
  • Signe Molde

Spørgsmål 6: Dansk Folkeparti satser af uransagelige årsager på MF’ernes evner i køkkenet – men hvilken politiker laver hvilken ret?

Politikere

  1. Pia Kjærsgaard
  2. Peter Skaarup
  3. Søren Espersen
  4. Kristian Thulesen Dahl

Retter

  • Flæskesteg
  • Isdessert
  • Græsk kylling
  • Thaikylling

 

SVAR

Spørgsmål 1: Programmet for Folkemødet 2017 er spækket med events. Men hvor mange er der egentlig?

Det kan være svært at forstå, hvis man nogensinde har været i Allinge, men det rigtige svar er, at Folkemødet sætter rekord med næsten 3.200 forskellige begivenheder. Antallet er steget fra år til år – og dette år er ingen undtagelse. Næsten 3.200 events over fire dage i Allinge og omegn.

To tredjedele af de mange begivenheder finder endda sted på bare to dage – fredag og lørdag.

Spørgsmål 2: Hvilket politisk parti har førertrøjen på Folkemødet i forhold til antal events?

Hele Foreningsdanmark stiller op til Folkemødet. Over 800 organisationer arrangerer debatter og gøgl i løbet af Folkemødets fire dage. De er her allesammen, fagforeningerne, erhvervsorganisationerne, NGO’erne, kommunerne, skolerne – og også de politiske partier. Men man kan ikke løbe fra, at Folkemødet har klar politisk slagside – det er venstrefløjen, der giver den mest gas. Helt i top ligger gøglerpartiet over dem alle: Alternativet.

Spørgsmål 3: Hvilket medie har flest arrangementer på Folkemødet?

Medierne er naturligvis alle til stede, og hvor praktisk er det ikke, at alle ekspertkilder er samlet i én lille flække på Bornholm? Men der er forskel på, hvor meget de går til den. Politiken går all in, og er ikke alene det medie, der arrangerer flest events på Folkemødet, men simpelthen den flittigste arrangør overhovedet. Næst efter Politiken? DR, naturligvis. Bermudatrekanten ligger i Østersøen – i hvert fald i juni måned.

Spørgsmål 4: Over halvdelen af Folkemødets events er politiske debatter – men hvad handler de om?

Folkemødet skal høre for meget, men når det kommer til stykket, leverer Folkemødet på lige præcis det, som Folkemødet lover: politisk debat. Over halvdelen af alle arrangementer i Folkemøde-kalenderen er debatarrangementer. De handler om alt mellem himmel og jord, men mest om økonomi og de store nære emner. Vækst er nummer 1 – skarpt forfulgt af sundhed og omsorg. Store, men fjerne, emner som EU og klima er der færre, der gider snakke om.

Spørgsmål 5: Hvilken kendis har flest jobs på Folkemødet?

De 1.600 debatter modererer jo ikke sådan sig selv, og her er der ingen over og ingen ved siden af Clement Kjersgaard – i et hav af debatter er debatkongen naturligvis her der og alle vegne; hele 12 gange under Folkemødet er Clement i aktion. Signe Molde giver ham kamp til stregen med syv jobs, men der er kun en Clement. Stakkels Povl Erik Skammelsen skal kun ordstyre en enkelt debat.

Spørgsmål 6: Dansk Folkeparti satser af uransagelige årsager på MF’ernes evner i køkkenet – men hvilken politiker laver hvilken ret?

I Dansk Folkeparti gider de ikke rigtig Folkemødet – kun 10 arrangementer lægger partiet navn til. På trods af det beskedne program er der blevet plads til hele FIRE indslag i den mindre populære genre ”politikere i køkkenet”.

Spørgsmålet trænger sig på? Kan vi virkelig være sikre på, at det vitterligt er Peter Skaarups helt egen isdessert, og ikke en, han har lånt et sted? Hvad skal vi lægge i Søren Espersens leflen for det globaliserede køkken? Der er nok ikke nogen vej uden om at finde vej til Allinge.

Du finder Folkemødets program her. Eller også kan du hente en tabel-version af programmet, som det så ud ved redaktionens slutning den 9. juni her.

Kommentarer

kommentarer