Foto: Getty

Kong Hans har fået flest Michelin-stjerner gennem tiden

Bias undersøger, hvilke danske Michelin-restauranter, der gennem tiden har fået flest Michelin-stjerner.

I går blev den fornemme Michelin-guide udgivet. Bias giver det samlede overblik over, hvordan stjernerne blev fordelt. Og ikke mindst viser vi i en figur, hvem der har fået flest stjerner gennem årene.

For første gang nogensinde får Danmark og Færøerne i alt 31 Michelin-stjerner. Restaurant Me|Mu og Jordnær er kommet med i guiden i år.

Geranium ligger fortsat i top med tre stjerner, mens A/O/C, Kadeau og Henne Kirkeby Kro hver beholder deres to stjerner.

Alle restauranter beholder dermed deres stjerner på nær Den Røde Cottage, der må afgive sin ene stjerne. Restauranten har ifølge DR skiftet ejer og er under ombygning.

Kong Hans har fået flest stjerner 

Med én Michelin-stjerne næsten hvert år siden 1983 har Kong Hans Kælder samlet sikret sig flest stjerner, siden den første stjerne blev givet. Kun i 2013, 2014 og 2015 måtte restauranten undvære sin stjerne.

 

Me|Mu fra Vejle og Jordnær fra Gentofte kom i det fornemme selskab ved uddelingen på Københavns Rådhus i går. Begge restauranter fik en stjerne i Michelin-guiden 2018.

Danmark og Færøerne – med restaurant Koks – har nu 26 Michelin-restauranter og 31 stjerner i alt.

Geranium fik første gang tre stjerner i 2016 og er hidtil den første og eneste danske restaurant, der har fået Michelins fineste gastronomiske udmærkelse.

Desuden er Musling Bistro og PMY, begge fra København, kommet med på den folkelige Bib Gourmand-liste, som Michelin også står bag. Listen er en udmærkelse til restauranter, der har god mad til rimelige priser.

Kommentarer

kommentarer