Foto: Jans Astrup / Scanpix

Integrationen går bedre, end du tror

På mange parametre går integrationen fremad. Ministeriets egne undersøgelser giver et andet billede end det, som udlændinge- og integrationsministeren hele tiden melder ud, mener forsker.

Ghettoer, parallelsamfund, burkaforbud. Det skorter ikke på negative konnotationer i integrationsdebatten.

Når man lytter til politikerne på Christiansborg, tænder for nyhederne i fjernsynet eller åbner sin daglige avis, får man hurtigt det indtryk, at det går rigtig dårligt med at integrere det stigende antal indvandrere og efterkommere, der bor i Danmark.

Sidste år meldte den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, ud, at “Integration er Danmarks største udfordring”, og i nytårstalen i år talte statsminister Lars Løkke Rasmussen om årtiers fejlslagen politik på området.

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde indvandrere og efterkommere pr. 1. januar 2017 13 procent af den danske befolkning.

Andelen af indvandrere er ti procent, og blandt dem er over halvdelen fra ikke-vestlige lande. Antallet af ikke-vestlige indvandrere i Danmark er femdoblet over de seneste 30 år.

Men er flere danskere med indvandrerbaggrund ensbetydende med flere integrationsproblemer?

Ifølge de undersøgelser og opgørelser, der hvert år bliver lavet på integrationsområdet, er svaret nej. Det går på mange områder godt.

Andelen af kriminelle bliver mindre, flere kommer i arbejde, og især på uddannelsesområdet er der sket fremskridt inden for især de sidste par år.

Samtidig er der dog tiltagende udfordringer med, at indvandrere og efterkommere føler sig diskriminerede og ikke tager del i demokratiet.

Det nationale integrationsbarometer, som Udlændinge- og Integrationsministeriet står bag, måler integrationsindsatsen på ni områder: arbejde, uddannelse, danskkundskaber, medborgerskab, ligebehandling, selvbestemmelse, forsørgelse, udsatte boligområder og kriminalitet.

Bias dykker ned i tallene.

Flere er kommet i arbejde, endnu flere får en uddannelse

Hvis vi vender blikket mod målet om at få flere indvandrere og efterkommere i arbejde, så går det ikke så godt, men heller ikke rigtig dårligt.

Siden 2012, som er basisåret for integrationsbarometerets opgørelser, er en lidt større andel af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse i alderen 25-64 år kommet i beskæftigelse.

De nyeste tal er fra 2016 og viser, at 54 procent har et job. Det er to procentpoint flere end i 2012.

Men i det hele taget er flere kommet i beskæftigelse i Danmark, og det gælder både etniske danskere og etniske minoriteter.

Beskæftigelsesgabet mellem personer med dansk oprindelse og indvandrere og efterkommere er hverken blevet større eller mindre de seneste år.

Her er stadig en forskel på 26 procentpoint. Indvandrere og efterkommere følger altså med i det beskæftigelsesmæssige opsving, men har så at sige ikke halet ind på etniske danskere.

Rigtig godt går det til gengæld med at få indvandrere og efterkommere i uddannelse.

Flere består folkeskolens afgangsprøve, flere gennemfører en ungdomsuddannelse, og flere får også en videregående uddannelse end i 2012.

 

Når det kommer til at tilegne sig danskkundskaber, kan man ikke på samme måde tale om en succeshistorie.

Kun lidt over halvdelen – 57 procent – oplever, at de slet ikke eller i mindre grad oplever problemer med deres danskkundskaber. Det er samme andel som i 2012.

Stadig udfordringer med politisk deltagelse og tilhørsforhold

Hvert år får Udlændinge- og Integrationsministeriet udarbejdet en spørgeskemaundersøgelse kaldet Medborgerskabsundersøgelsen, der belyser indvandrere og efterkommeres medborgerskab i Danmark.

I den skal de svare på spørgsmål om blandt andet deres tilhørsforhold til Danmark, holdninger til kønsroller, religion og politik.

Den seneste undersøgelse fra 2017 viser blandt andet, at flertallet kategoriserer sig selv som ‘dansker med indvandrerbaggrund’ frem for bare ‘dansker’, ‘indvandrer’ eller ‘tilhørende en bestemt religiøs gruppe’.

 

Men undersøgelsen viser også, at et stort flertal af både indvandrere og efterkommere mener, at alle i Danmark skal have samme rettigheder uanset religion, seksuel orientering eller politisk tilhørsforhold.

 

Andre undersøgelser, som Udlændinge- og Integrationsministeriet refererer til, viser dog, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har en noget lavere valgdeltagelse og er mindre politisk aktive end personer med dansk oprindelse, ligesom at færre personer med ikke-vestlig baggrund er medlem af en forening end personer med dansk oprindelse.

Integrationsbarometeret ser også på, om indvandrere og efterkommere føler sig diskriminerede som følge af deres etniske baggrund, og andelen, der gør det, er nedadgående. I 2012 svarede 45 procent ja til, at de oplever diskrimination, mens det tal er faldet til 43 procent i 2014 og 2016. Data fra 2015 mangler.

Unge indvandrere føler større selvbestemmelse

Når det kommer til unge indvandrere og efterkommeres ret til selv at bestemme, hvem de bruger tid eller stifter familie med, er udviklingen også positiv, selvom spørgsmålet om social kontrol i indvandrerfamilier stadig fylder meget i mediebilledet.

19 procent af 18-29-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse føler begrænsninger fra familien i forhold til frit at kunne vælge kæreste eller ægtefælle. I 2012 gjaldt det for 26 procent.

Og fire procent af de unge indvandrere og efterkommere føler, at deres familie ikke giver dem lov til selv at bestemme, hvem deres venner skal være, og hvilken uddannelse de skal have. Det tal er også faldet lidt – to procentpoint siden 2012.

Et ofte udskældt emne i integrationsdebatten er andelen af indvandrere på offentlig forsørgelse.

Over de seneste år er der dog ikke sket den store udvikling på det område, når man sammenligner med andelen af personer med dansk oprindelse på offentlig forsørgelse.

I 2012 lød gabet på 12 procent, mens det i 2016 var en smule større; 13 procent.

Færre ghettoer og færre kriminelle

Der bliver færre af de udsatte boligområder, hvilket Bias også kunne konkludere tilbage i januar. Faktisk har antallet ikke været lavere, siden regeringen i 2010 lancerede ‘ghettolisten’.

Alligevel er de udsatte boligområder blevet debatteret livligt de sidste par måneder i forbindelse med regeringens ghettopakke, der har til formål at udrydde alle såkaldte ghettoer inden 2030.

Endelig ser integrationsbarometeret også på kriminalitet; et emne, der ofte er oppe at vende i integrationsdebatten. Og det ser også ud til at gå i den rigtige retning. I hvert fald er der færre unge mænd med ikke-vestlig baggrund, der bliver dømt for straffelovsovertrædelser, end der var i 2012.

Tilknytning til arbejdsmarkedet er en vigtig indikator

Men når det på så mange parametre går mere fremad end tilbage, hvorfor står integration så stadig øverst på den politiske dagsorden som en af vores største udfordringer her til lands?

Ifølge Jan Rose Skaksen, forskningschef ved Rockwool Fondens forskningsenhed, betyder tilknytningen til arbejdsmarkedet meget for, hvordan vi ser på integration i Danmark.

Og her halter, som figuren ovenfor også viser, indvandrere og efterkommere stadig efter etniske danskere.

“Jeg tror, at noget af det, der bliver lagt allermest vægt på i debatten, både politisk og i offentligheden generelt, er indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet. Mange anser det for en god indikator for, hvor langt vi er. Det er rigtigt nok, at det går sådan set bedre nu, end det gjorde for få år siden, men der stadig et stykke vej til, at beskæftigelsesgraden for især kvinder med ikke-vestlig baggrund kommer op på et niveau, der ligner det for personer med dansk baggrund”, forklarer han.

“Graden af beskæftigelse påvirker debatten utrolig meget, fordi det hænger sammen med økonomi,”

At vi fokuserer så meget på arbejdsmarkedstilknytning, hænger ifølge Jan Rose Skaksen sammen med vores syn på velfærdsstaten.

“Graden af beskæftigelse påvirker debatten utrolig meget, fordi det hænger sammen med økonomi. Bidrager man til velfærdsstaten, hvor meget koster man staten i kroner og øre, og så videre. Vores velfærdsstat er bygget så meget op omkring beskæftigelse, at det ikke er så mærkeligt, at der er meget fokus på det, når vi taler integration”, fortæller han.

Den politiske diskurs spænder ben

To andre forskere, Bias har talt med, peger på, at det i højere grad er etniske danskere og politikeres modtagelse af indvandrere og efterkommer med ikke-vestlig baggrund, der skaber integrationsudfordringer, end det er de nytilkomne selv.

“Oplevelsen er, især hos efterkommerne, at de stadig bliver talt til og set på på en måde, som forhindrer dem i at føle, at de er fuldbyrdige medlemmer af samfundet,”

“Når vi kigger på arbejdsmarkedet og uddannelse, går det bedre og bedre, men når man ser på indvandrere og efterkommeres følelse af at høre til, har vi nogle alvorlige udfordringer. Oplevelsen er, især hos efterkommerne, at de stadig bliver talt til og set på på en måde, som forhindrer dem i at føle, at de er fuldbyrdige medlemmer af samfundet,” forklarer Kristina Bakkær Simonsen, der er adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og blandt andet forsker i integration af indvandrere.

Bolette Moldenhawer, der er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet mener også, at det er etniske danskere, snarere end indvandrere, der er hæmmende for integrationen.

“Jeg synes, man skulle holde op med at stille spørgsmålet om, hvordan det går med integrationen og så snarere stille spørgsmålet om, hvordan det går med danskernes holdning til anderledesheder og til at tolerere variationer,” siger hun.

Bolette Moldenhawer mener, at Udlændinge- og Integrationsministeriet er en af de store syndere, når det kommer til at hæmme integrationsprocessen for indvandrere og efterkommere.

“Jeg synes, det største problem for integrationen er den holdningsbearbejdning, som produceres fra de dominerende institutioner,”

“Det er interessant, at for eksempel Medborgerskabsundersøgelsen jo udgår fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, når den i virkeligheden giver et andet billede end det, udlændinge- og integrationsministeren med flere hele tiden melder ud. Jeg synes, det største problem for integrationen er den holdningsbearbejdning, som produceres fra de dominerende institutioner, ikke mindst Integrationsministeriet, fordi det jo påvirker jo folk,” siger hun.

Både Kristina Bakkær Simonsen og Bolette Moldenhawer vurderer, at en del af løsningen ville være at fortælle flere positive integrationshistorier og fokusere mindre på de negative fra politisk hold.

“Jeg tror helt klart, at det ville gøre en forskel, hvis man ikke vedvarende skulle høre på alle de negative historier om en indvandrer, der har gjort noget dumt, og så i stedet fik hørt nogle af de mange gode historier,” siger Bolette Moldenhawer.

“Der skal tales om de problemer, der er i nogle indvandrermiljøer, men det er vigtigt at balancere de historier ved ikke at tale udelukkende negativt om hele den befolkningsgruppe,”

“Politikere insisterer på at fokusere på de problemer, der måtte være, hvilket der faktisk ikke bliver sat spørgsmålstegn ved blandt de indvandrere og efterkommere, jeg har talt med i min forskning. Der skal tales om de problemer, der er i nogle indvandrermiljøer, men det er vigtigt at balancere de historier ved ikke at tale udelukkende negativt om hele den befolkningsgruppe. Og det oplever indvandrere og efterkommere, at meget få politikere gør,” forklarer Kristina Bakkær Simonsen.

Kommentarer

kommentarer