Foto: Getty Image

Flåtsæsonen er over os

Sommermånederne er der, hvor flest danskere bliver bidt af flåter og udvikler den farlige form for borrelia, som kan ramme nervesystemet. Risikoen er dog meget lille.

Juli, august, september og oktober. Det er månederne, hvor man skal være mest opmærksom på skovflåter, når man bevæger sig i natur- og skovområder.

Her er nemlig flest danskere, som bliver bidt af de små blodsugende mider og derefter udvikler den frygtede borrelia-variant, neuroborreliose, som blandt andet kan vise sig ved lammelser.

Det viser tal fra Statens Serum Institut, som Bias har analyseret.

I de fire måneder har der gennem de seneste år i gennemsnit været 99 neuroborreliose tilfælde hvert år, mens der i de resterende otte måneder i gennemsnit kun har været 56 personer med neuroborreliose hvert år.

 

Der findes ingen tal for, hvor mange som bliver bidt af flåter i Danmark hvert år, men tallet formodes at ligge over 75.000. Af disse er det kun omkring to procent, hvilket svarer til omkring 1.500, som bliver smittet med borrelia, som i første stadium oftest viser sig som et rødt hududslæt omkring bidstedet. Så risikoen for at få borrelia er meget lille.

Endnu mindre er risikoen for, at borrelia udvikler sig til andet stadium, hvor infektionen spreder sig fra bistedet til andre organer som for eksempel hjernen.

Andet stadium af borrelia kaldes neuroborreliose og denne form registreres. Hvert år registreres omkring 150 tilfælde. Det svarer til, at der for omkring hver 500 flåtbid er én, som udvikler neuroborreliose.

Så selv om sommeren er højsæson for flåter, skal man ikke frygte, at man ender med at få borrelia, som spreder sig til hjernen.

Symptomerne på neuroborreliose er typisk hovedpine, stivhed i nakke og ryg, udstrålende nervesmerter eller muskellammelser, typisk i ansigtet.

Tredje stadium af borrelia er endnu mere sjældent. Her kan opstå ændringer i huden med misfarvninger på arme og ben og sygdomme i lymfesystemet. Det registreres dog ikke, hvor mange som nøjagtig udvikler tredje stadium.

Borrelia kan behandles med antibiotika i alle stadier. Og det i kun i sjældne tilfælde, at de skader, der er opstået, bliver kroniske. Infektionen overføres kun med flåtbid og smitter ikke mellem mennesker.

Fjern flåten hurtigt

Hvis man skulle være uheldig at blive bidt, er det vigtigt at fjerne flåten hurtigst muligt, da risikoen for at blive inficerede med borrelia er meget lille inden for de første 24 timer. Hvis man ikke får hovedet med ud, betyder det ikke noget.

Flåten bider sig typisk fast i knæhaser, lysken, armhuler og hårkanten, men kan dog sidde alle steder.

 

Hvis man vil være mest sikker på at undgå de små blodsugere, når man går i naturen, lyder rådet fra Naturstyrelsen at dække sig til med langærmede trøje og sokker ud over bukserne. Og når man kommer hjem, tjekker man sin krop igennem.

I Danmark er hjortene den vigtigste blodkilde for skovflåter. Derfor skal man være mest opmærksom i områder med mange hjorte.

Der er flest tilfælde af neuroborreliose, andet stadium af borrelia, i Region Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark, viser tal fra Statens Serum Institut.

I hver af disse regioner er der siden 2010 registreret over 35 tilfælde i gennemsnit per år, mens Region Nordjylland er sluppet med 14 tilfælde per år.

 

Det er især børn og ældre, som får neuroborreliose, viser Statens Serum Instituts tal.

30 børn i aldersgruppen 5-14 år har i gennemsnit hvert år siden 2010 fået behandling for neuroborreliose. Det samme gælder for voksne i 55-64-års alderen, mens tallet er 31 for de ældre mellem 65 og 74 år.

Mænd rammes hyppigere end kvinder. 55 procent af dem, som hvert år får behandling for borrelia i andet stadium, er mænd.

 

Vil du selv se hele datasættet fra Statens Serums Institut, så klik her.

Kommentarer

kommentarer