Foto: Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix

Det elitære clash i Allinge? Twitter på Folkemødet

Både Folkemødet og Twitter hævdes af nogle at være for eliten. Men Bias' analyse af alle tweets under Folkemødet viser, at det, der bliver snakket om, ikke er elitært.

Det hævdes af nogle, at Folkemødet på Bornholm er elitært og indspist. Andre (eller nogle af de samme) påstår også, at Twitter er et elitært medium for de udvalgte, for intelligentsiaen og os, der lever af kommunikation og medier.

I så fald må de to jo passe perfekt sammen og Folkemødet være et sandt shangri-la for tweetere. Min hurtige quick-and-dirty analyse viser da også en omfattende aktivitet på Twitter under Folkemødet. Men hvad blev der så talt om? Hvad var det vigtige? Hvem hittede på Twitter? Hvad måtte man ikke gå glip af?

Nedenstående er ingenlunde en udtømmende analyse af den berigende, sjove og informative oplevelse, Folkemødet var. Snarere em efterrefleksion og lidt underholdning for os, der har abstinenser og allerede glæder os til næste års Folkemøde.

Fredag topper på Tweeter

Analysen er baseret på alle tweets tagget #fmdk og #fmdk17. Enkelte brugte også #fm17, men det viste sig at være et ambivalent hashtag, da det også blev anvendt i forbindelse med et computerspil og et andet arrangement i det store udland.

Mange tweets var co-hashtagget, men dubletter (såvel som retweets) er ekskluderet i denne analyse, som altså dækker over unikke tweets.

Analysen dækker seks dage og inkluderer således dagen før Folkemødet (14. juni) og dagen efter (19. juni). I denne periode forekom 28.219 unikke tweets fordelt på 5.295 brugere. Det er lidt over 5 tweets pr. bruger, en fordeling der stemmer med andre analyser, jeg har lavet. Den dækker dog over nogle meget aktive og mange, der kun poster et tweet.

Tidslinien nedenfor er interessant. Den viser fordelingen over Folkemødets dage, og det er klart de ”store dage”, der hvor alle er i Allinge, der hitter. Ikke mindst fredag topper med to klare peaks, som meget svarer til Mette Frederiksens og Lars Løkkes taler fra hovedscenen på Cirkuspladsen.

Søndag er halvdød

Derimod er der ikke så stor aktivitet på den ”halvdøde” søndag, hvor alle er på vej hjem, og Søren Pape havde fået tjansen med at lukke og slukke fra hovedscenen, et utaknemligt tidspunkt.

Der er mest aktivitet midt på dagen, mens aktiviteten falder drastisk om aftenen, hvor deltagerne fortrækker til Allinges mange fine spisesteder, øltelte og private arrangementer for de inviterede.

Bemærk i øvrigt den gule graf, der viser, hvor folk er. Det er ikke kun på Bornholm, der tweetes om Folkemødet. Gennem TV og sociale medier bliver det til en national begivenhed, der omtales og følges i hele landet. Så meget for påstanden om det lukkede og elitære!

Hvem tweeter mest?

Hvem er så de mest aktive på Folkemødet? Som i andre af mine analyser af politiske debatter i Danmark er det en broget flok.

Dkpolparrot (Politik Papegøjen) er som ofte den mest aktive. En tweeter, der retweeter (næsten alt), der foregår i dansk politik og som vedrører MFere. Det er en af Danmarks mest aktive konti, med 148000 tweets i alt.

FDB og forbrugerorganisationer fylder også meget, med bladet Samvirke, FlemmingFDB og Forbrugerguide som meget aktive. Bemærk også trendinaliaDK, en generisk robot, der opdager flittigt brugte hashtags og retweeter dem konsekvent. Et hyppigt tilbagevendende fænomen i alle store Twitterbegivenheder, jeg deltager i.

Hvem er populær?

Nu er høj aktivitet jo ikke ensbetydende med, man er vigtig, elitær eller populær. Vi kan nok alle nævne nogle, der er populære eller særligt vigtige, Folkemødets stjerner. Det er politikere, kendte TV- og radioværter samt debattører og meningsmagere. Men hvem er mest populære på Twitter. Hvem hitter her?

Topscoreren er, måske lidt overraskende Samvirke, som tweetede fra flere møder om fødevarer og forbrug. Den megen omtale kan skyldes stor aktivitet (se ovenfor), men også at fødevarer generelt var et stort hit på Folkemødet og emnet for mange debatter.

Spejderne klarer sig også godt. FDF indtager andenpladsen. Autobranchen er igen også godt med, mens store organisationer som Dansk Erhverv og Dansk Industri også har en stor popularitet på Twitter, ganske som de var meget synligt til stede rent fysisk.

Uffe Elbæk er bedst placerede politiker her. Regionerne er også i fokus. Om det skyldes det forestående valg eller deres fine valgfest torsdag aften med gratis øl fra mikrobryggerierne skal være usagt.

Stjernerne, dem med de mange venner og følgere

Én ting er at være populær under selve Folkemødet. Men af alle dem, der deltog, enten fysisk på Bornholm eller på det virtuelle Folkemøde på Twitter, hvem er så egentligt mest populær. Hvem er stjernerne?

Her er den klare vinder Anders Lund Madsen med over 236.000 følgere. Københavns Politi klarer sig også godt, og det samme kan siges om flere af de store medier.

Også Lukas Graham sniger sig ind tillige med Esben Bjerre fra P3. På pladserne lige under Top 10 finder vi i øvrigt en hel del politikere.

Hvad blev der talt mest om?

Og hvad blev der så talt om i Allinge og på Twitter. Hvad var mest populært. På Folkemødet var de mest populære emner i år fake news, politikerlede, integration, fremtidens fødevarer, innovation og skabelse af arbejdspladser og tusind andre ting.

Men Twitter har sin egen logik, hvor særlige emner let bliver populære. Men nogle var på Twitter mere dominerende end andre. Hvis man laver en ordoptælling af samtlige tweets, er det klart, at de høstede hashtags samt generiske ord, såsom forholdsord, bindeord og andre småord er dominerende. Renset for disse ord får vi et groft men dog alligevel sigende billede af emnerne. Top 10 ord er angivet her.

Ordet debat hitter. Både fordi, de mange debatter omtales, men også fordi, den frie debat jo er Folkemødets ånd. Folkemødet selv, Bornholm og Allinge bliver også hyppigt omtalt. Men ellers er det emner sundhedspolitik og uddannelsespolitik, der hitter. Der bliver også talt om fremtiden, om Dansk Industri.

Og så er Twitterkongerne fra Samvirke minsandten også nævnt her. En flot indsats på Twitter og på Folkemødet af Coops medlemsblad.

Hvad var de mest populære tweets?

Hvilke tweets blev delt flittigst? Kendte har selvfølgelig en fordel som tweetere, men der kan også være det kontroversielle, overraskende eller morsomme tweet, der hitter og går viralt. Jeg har lavet en top over de mest populære tweets, baseret på retweets.

Nummer et med 54 retweets er denne:

RT @Spolitik: Mette Frederiksen: Vi bliver nødt til at tale om hvorfor så mange unge har det dårligt. #fmdk #fm2017 #dkpol.

– oppositionens leder adresserer her et ømtåleligt emne, der klart optager mange.

Nummer to med 37 retweets er denne:

RT @specialarbejder: Hørt på havnegrillen i Allinge: РHar I Allioli? РRemoulade? РAllioli! РJa vi har remoulade! #FMdk

– uden mad og drikke, duer Folkemødet ikke!

Nummer tre med 24 retweets er denne:

RT @BosseStine: Du burde aldrig ha lavet den smykke lov og med lov skal land bygges – for at sige det helt kort #fmdk #eufm #dkpol

– Stine Bosse kritiserer endnu engang ”smykkeloven” og taler til et trofast publikum.

Nummer fire, også med 24 retweets er denne:

RT @oestergaard: Did he just say “”run for office””…!! @rufusgifford just touched the hearts of a record crowd at #fmdk. You da man!

– Morten Østergaard hyper den ekstremt populære eksambassadør Rufus Gifford, der tog Allinge med storm lørdag aften.

Nummer fem med 21 retweets er denne:

RT @CKjersgaard: Folkemødet er politikernes mulighed for at møde mig i virkeligheden #dkpol #dkmedier #fmdk

– Clement adresserer Folkemødet med let ironi.

Folkemødet for folket

Så vidt denne hurtige analyse af Twitter på Folkemødet. Er det så elitært, domineret af den absolutte elite og udelukkende folket. Næppe? Meget af det, der hitter, er folkelige emner som sundheds- og fødevarepolitik, der jo angår alle. Og at der så var 100.000 til Folkemøde og eliten i Danmark ingenlunde er i nærheden af det tal er så en anden sag. Enhver, der var i Allinge, kan forsikre om, at folket også var der i meget stort antal. Heldigvis. For det er jo et Folkemøde.

_________________________________________________________

 

Twitter er mest populær

Mediebureauet Overskrift har også analyseret den digitale aktivitet på de sociale medier under Folkemødet. Den analyse dækker både over Twitter, Instagram, Facebook samt blogs og hjemmesider.

Twitter er fortsat den mest anvendte platform, viser analysen. Nedenstående figur er fra Overskrift’s analyse og viser antal indlæg, der omtaler folkemødet eller er tag’et med #fmdk fra danske kilder.

Blandt de mest brugte ord på de sociale medier under folkemødet er ‘EU’ og ‘virksomhed’. På figuren nedenfor fra Overskrift er ordenes størrelse angivet i forhold til, hvor meget ordet er blevet anvendt.

Ser man kun på Twitter er aktiviteten faldet i år, viser analysen. I år var der 34,5 procent færre tweets om Folkemødet end sidste år.

Figuren nedenfor viser antal tweets og retweets med #fmdk fra danske Twitter-profiler.

Fredag er generelt den dag, hvor der er flest tweets om Folkemødet. Over 9.000 tweets blev sendt afsted om fredagen i år under Folkemødet.

Data i figuren nedenfor inkluderer tweets og retweets med #fmdk fra danske Twitter-profiler

Se hele analysen fra Overskrift her.

Kommentarer

kommentarer