Foto: Finn Frandsen / Scanpix

Eksplosion i psykiatriske diagnoser til børn

På syv år er andelen af børn og unge, der har fået diagnosticeret en psykiatrisk lidelse, steget fra 4 til 9 procent. Det er et problem, at børnene ikke får hjælp, før de har en diagnose, mener interesseorganisation og eksperter.

De seneste syv år er andelen af unge, der er diagnosticeret med en psykiatrisk lidelse steget støt.

Det viser nye tal, som Bias har fået af Kommunernes Landsforening (KL). KL har opgjort alle diagnoser givet til børn i hospitalspsykiatrien siden 2009.

I 2009 havde 1,9 procent af alle børn en psykiatrisk diagnose. I 2016 var andelen 3,5 procent.

Når børnene er fyldt 15 år, har 9 procent en psykiatrisk diagnose.

Opgørelsen er ikke fyldestgørende, da diagnoser givet af privatpraktiserende læger ikke bliver registreret i et centralt register. Det giver et såkaldt mørketal. Andelen kan reelt være meget højere.

Ser vi på unge, der er fyldt 15, er andelen med en psykiatrisk diagnose mere end fordoblet på syv år. Det viser et notat fra KL. Ifølge opgørelsen har 8,9 procent af alle unge fået en psykiatrisk diagnose, når de er fyldt 15 år. I 2010 var andelen af 15-årige med en psykiatrisk diagnose kun 4,3 procent.

Camilla Lydiksen, der er direktør i ADHD-foreningen, mener, at der kan være en lang række årsager til, at flere børn i dag får en psykiatrisk diagnose som ADHD eller autisme.

Hun peger blandet andet på, at mange børn i dag mistrives.

»Der er tests og høje forventninger til, hvad børn for eksempel skal kunne i skolen. Der har samtidig aldrig været flere valgmuligheder,« siger hun.

Den udlægning er Carsten René Jørgensen, der er professor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og forefatter til bogen ‘ADHD – Bidrag til en kritisk psykologisk forståelse’, enig i.

»Danske børn og unge kommer under stadig større pres for at klare sig godt i skolen, navigere i mange forskellige sammenhænge, følge med i en lang række fællesskaber i både fysiske og virtuelle virkeligheder – måske samtidig med, at nogle forældre også er under pres og har mindre overskud til at være nærværende for deres børn,« siger han.

Finder der en overdiagnosticering sted?

Carsten René Jørgensen peger også på, at man må medtænke risikoen for overdiagnosticering eller ændringer i diagnostisk praksis som mulige forklaringer på markante stigninger i forekomsten af bestemte lidelser inden for en kort årrække.

»Man kan tale om risiko for forskellige former for overdiagnosticering relateret til, at vi gradvist får flere og bredere definerede diagnoser, samt at man også visse steder kan ændre sin diagnostiske praksis og eventuelt bliver lidt mere liberale i fortolkningen af forskellige diagnoser. Opmærksomheden kan også forskydes fra en diagnose til en anden beslægtet diagnose, uden at det samlede antal diagnosticerede ændrer sig voldsomt af den grund. Her skal man være opmærksom på, at psykiatriske diagnoser langt fra er mejslet i sten, at det er dynamiske størrelser, der forandres over tid,« siger han.

Han hælder dog mest til den forklaring, der lyder, at børn og unge i dag er under et stadigt stigende pres.

»Langt de fleste, som når ind i psykiatrien, har ganske alvorlige psykiske problemer,« siger han.

Overdiagnosticering er formentlig ikke forklaringen bag det stigende antal psykiatriske diagnoser til børn og unge. Det mener ledende overlæge for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Sjælland Jesper Pedersen.

Han forklarer, at udviklingen i høj grad skyldes, at flere og flere børn bliver set i børne- og ungepsykiatrien, som har fået en mere central rolle i behandling af børn med psykiatriske lidelser.

»Psykiatrien er blevet mere tilgængelig og lettere at bruge for familier, der ønsker at bruge den. Jeg tror først og fremmest, det handler om, at samfundet har organiseret sig sådan, at flere problemer, der før blev løst i en anden sektor, bliver præsenteret for psykiatrien. Jeg siger ikke, at det er overflødigt, at de kommer til psykiatrien. Der er helt klart et behov, når de kommer,« siger han.

Der skal sættes ind meget tidligere

Camilla Lydiksen fra ADHD-foreningen peger også på, at en af grundene til, at vi ser flere diagnoser, kan være, at børn med udfordringer og deres forældre simpelthen ikke får hjælp af det offentlige, før barnet har fået en diagnose. Det bliver dermed afgørende, at børnene har en diagnose, før de får hjælp.

Det er problematisk, mener hun.

»Vi ser en hel del forældre, som kæmper en brav kamp, fordi deres børn igennem lang tid har mistrivedes. De har kæmpet med skolen, og barnet har ikke modtaget læring, man har ikke passet ind, og man får ingen hjælp. Det, man får at vide, er, at kommunen skal have en diagnose, før de ved, hvad de skal stille op. Og så er det klart, at man som forældre begynder at jagte de her diagnoser. Før kan man ikke få hjælp til, at ens barn kan trives eller få den rette støtte og dermed læring i skolen,« siger hun.

Hun og ledende overlæge Jesper Pedersen peger begge på, at man burde tage bedre hånd om børnene, inden de får en eventuel diagnose.

»Det er godt, at vi kan tilbyde noget i psykiatrien, men jeg ville også ønske, at kommuner i højere grad kunne komme ind og lave en tidligere indsats, eventuelt sammen med psykiatrien, for mange problemstillinger kan afhjælpes med en socialpædagogisk indsats,« siger Jesper Pedersen.

Kommentarer

kommentarer