Foto: Jesper Andersen

Bias afslører: Her er Danmarks mest elskede kommune

Bias har gennemgået reaktioner for landets 98 kommuner på Facebook og dykker ned i forklaringerne bag. Aabenraa er Danmarks sjoveste kommune, Fredericia høster flest sure smileys.

Københavns Kommune har haft stor succes på Facebook ved at satse på interaktion med borgerne, og Aabenraa Kommune får folk til at grine.

Bias tester op til kommunalvalget, hvor god din kommune er til at bruge Facebook.

Data er udvundet af journalistisk lektor Filip Wallberg fra Facebook. Her kan vi se, hvor mange af Facebooks forskellige reaktioner din kommune får på tværs landet.

Forklaringerne bag de forskellige typer af reaktioner er mange. Oftest er vrede smileys ikke udtryk for, at borgerne er sure på kommunen, men at de bliver oprevet over de nyheder, der bliver delt.

Du kan selv gå på opdagelse i tallene nedenfor.

Billederne viser andelen af reaktioner fratrukket likes, der udgør langt størstedelen af interaktionerne på Facebook.

Kommunerne er ikke særligt sjove

Sidste år lancerede Facebook flere nye reaktioner, der skulle gøre det muligt at nuancere det like, som Facebook-brugerne ellers var vant til at bruge.

Der er ikke meget, der tyder på, at danskerne har lagt like-funktionen fra sig. Likeknappen udgør stadig langt størstedelene af interaktionerne på Facebook.

Aabenraa er den kommune, der har flest grine-smileys med 172 grine-smileys i den undersøgte periode. Til sammenligning er landsgennemsnittet kun 11. Aabenraa er altså langt sjovere end flertallet af landets kommuner, som generelt må ses som ganske kedelige.

Kommunikationskonsulent i Aabenraa Kommune Kerstin Bundgaard fortæller, at det hænger sammen med, at kommunen forsøger at bruge humor på Facebook. Men forklaringen ligger også i, at kommunen lægger mange videoer på deres side med emner, der vedrører borgernes hverdag.

Vejbane gik viralt

I september gik et opslag med et billede af en afsætningsbane ved den lokale skole viralt. »Mut & smut« stod der på den affotograferede vejbane, hvilket fik knap 2.000 reaktioner. Mut betyder kys på sønderjysk.

Bleer gav sure smileys

Kommunen i grænselandet udmærker sig også ved at være en af de kommuner, der har flest sure smileys i den undersøgte periode, der tæller august og september. Det skyldes ifølge Kerstin Bundgaard formentlig, at kommunen i samarbejde med politiet lagde et opslag på Facebook, hvor de efterlyste en person, der smed brugte bleer på en vej.

»Det kan have givet anledning til både sure og grine-smileys,« siger hun.

Personen blev fundet, og problemet blev løst.

Hærværk giver vrede reaktioner

Fredericia er den kommune, der har flest sure smileys. Men de sure smileys er nødvendigvis ikke udtryk for, at borgerne er sure på kommunen. De i alt 217 sure reaktioner kan spores til primært ét opslag i september, hvor kommunen beskrev, at der havde været hærværk på badefaciliteter og toiletter på Østerstrand.

Også Ishøj Kommune har oplevet flere sure smileys i den undersøgte periode. Emrah Sütcü, der står for Ishøjs Facebook-side, forklarer, at det formentlig hænger sammen med, at kommunen har skiftet udbyder af tv og internet. Det gav 21 sure smileys.

»Her kommer vi helt ind i folks stuer, og det bringer massive følelser til overfladen,« siger han og tilføjer:

»Men det opslag, som har påvirket vores tal mest, handler om, at nogle indbrudstyve er stukket af med nogle særlige, dyre rickshaw-cykler, som vores frivillige bruger til at køre vores ældre på lange cykelture. Det opslag fik 52 sure smileys.«

Desuden blev borgerne oprevede over, at der havde været indbrud i kommunens borgerservice. I alt indkasserede kommunen 112 sure smileys i august og september. Det skal ses i forhold til, at Ishøj i samme periode fik 2.042 likes.

Emrah Sütcü tilføjer, at han generelt oplever, at folks reaktioner er positive.

København høster likes og hjerter

Københavns Kommune har 75.000, der liker deres side. Det kommer også til udtryk ved, hvor mange likes kommunen får på sine opslag. Hovedstadskommunen topper listen med i alt 21.812 likes i august og september.

Samtidig er København den kommune, der har flest såkaldte love-reaktioner med 1.242 hjerter. I bunden blandt de aktive kommuner ligger blandt andet Lejre, Allerød og Lyngby-Taarbæk Kommune.

Ifølge chefkonsulent og SoMe-manager Tine Germundsson i Københavns Kommune, skyldes succesen i høj grad, at Facebook-siden er apolitisk.

»Vi anser det som københavnernes side, hvor der skal være tilbud til københavnerne. Vi forsøger at være så modtagerorienteret som muligt og diskuterer ikke politik af nogen art,« siger hun.

Kommunerne bør fokusere på video og det lokale

Ekspert i sociale medier Trine-Maria Kristensen peger på, at der er to ting, der generelt virker for kommunerne på Facebook.

Hvis kommunerne vil nå ud, skal de ifølge Trine-Maria Kristensen satse på video og lokalt indhold.

»Vi ved, at video kommer langt mere ud,« siger hun og uddyber, at det ikke virker lige så stærkt at vise billeder og video af kommunens natur og bygninger som at vise mennesker. Der er mere identifikation i billeder af personer.

»Hvis de vil tale om et plejehjem, skal de ikke vise billeder af plejehjemmet. De skal gå ind i plejehjemmet og tage et billede af fem gamle mennesker, der hygger sig. Det virker,« siger hun.

Hun mener især, at det er det lokalpatriotiske indhold, der virker og får mange reaktioner, som når kommunen lægger et humoristisk opslag op om en vejbane eller poster, hvis et skoleband optræder.

Hun tilføjer, at Bias’ undersøgelse understreger en generel tendens, som også kan ses i tabellen nedenfor:

»Folk er generelt meget positive med deres reaktioner på Facebook. De liker, trykker love og siger wow, fordi de synes, det er fedt,« siger hun.

Download data bag artiklen.

Kommentarer

kommentarer