Foto: JESCO DENZEL / Scanpix

Analyse: Trump har en pointe i handelspolitikken

Trump har ret i forhold til Kina og i, at EU’s importtold på amerikanske biler er for høj. Der er alt for meget på spil i en handelskrig med USA, til at EU’s ledere kan tillade sig at optræde arrogante over for USA’s præsident. Der findes ingen vindere i en handelskrig.

Michael Bremerskov Jensen er chefkonsulent i Dansk Erhverv, EU & International

I 1987 brugte Donald Trump 94,000 dollars af egen lomme på at indrykke en annonce i New York Times, Washington Post og Boston Globe. Her bekendtgjorde han, at tiden var kommet for USA til at bringe sit store handelsunderskud til Japan og andre lande til ophør. På det tidspunkt var der rygter om, at han ville stille op imod George Bush Senior om den republikanske nominering, men det skete ikke.

Annoncen illustrerer, at USA’s nuværende præsident har været optaget af det amerikanske handelsunderskud meget længe. Hans bombastiske udtalelser i dag, om at USA bliver udnyttet økonomisk af sine handelspartnere (”killing us on trade”), er noget, som han har ment i årtier. Og tabet af over 5 mio. amerikanske industriarbejdspladser i perioden 2000-2010 og en vækst i det amerikanske handelsunderskud i forhold til Kina, Japan, Tyskland og Mexico bliver af Trump kun set som tegn på, at han har ret.

I hans optik er det derfor på høje tid at tage et opgør omkring spillereglerne for international handel.

Figur 1: USA’s handelsunderskud i 2017 i forhold til enkeltlande (top-15) opgjort i volumen og andel af landets totale handelsunderskud. Kilde: US Census Bureau

Trump står for ny handelspolitik

EU gør klogt i at forholde sig seriøst og forhandlingsparat til det paradigmeskifte i amerikansk handelspolitik, som Trump står for.

Siden 2. verdenskrig og frem til den 20. januar 2017 har skiftende regeringer i Washington stået som garant for og bakket op om først GATT-aftalen (”General Agreement on Tariffs and Trade”) og siden 1995 verdenshandelsorganisationen WTO.

Nu har piben imidlertid fået en anden lyd, og det bliver de europæiske ledere nødt til at agere på med andet end arrogance, nedladenhed og latterliggørelse. Umiddelbart efter G7-topmødet i Canada udsendte den tidligere belgiske statsminister og nuværende leder af ALDE-gruppen i Europa-Parlamentet Guy Verhofstadt følgende to tweets:

Merkel, Macron og Juncker har været mere diplomatiske i deres udtalelser, men holdningen er grundlæggende den samme. Ifølge dem fatter Donald Trump ingenting, han optræder som en hund i et spil kegler, og han behandler sine allierede uanstændigt.

Uanset om man måtte være enig med den tyske kansler, den franske præsident og EU-Kommissionens formand, er det taktisk tåbeligt og økonomisk uansvarligt af EU’s regeringschefer at kravle med op i træet sammen med Trump. Det kommer der intet fornuftigt ud af og slet ikke for de tusinder af europæiske virksomheder, der betragter det amerikanske marked med dets 325 millioner købestærke forbrugere som en helt central brik i deres forretningsstrategi.

En af lektierne fra den store depression i 30’erne var, at der ikke findes vindere i en handelskrig. Kun tabere. I skrivende stund står vi ikke i en ny handelskrig, men vi er unægtelig tæt på.

EU’s importtold på amerikanske biler er et problem

USA indførte den 1. juni en straftold på 25 pct. på importeret stål og 10 pct. på importeret aluminium fra bl.a. EU, Kina og Japan. EU har besluttet at gengælde den 1. juli med tilsvarende straftold på forskellige amerikanske varegrupper lige fra jeans og kosmetik til Harley-Davidson og Bourbonwhiskey.

Trump har for sin del truet med at pålægge yderligere told på den store europæiske bileksport til USA. Han har allerede bedt det amerikanske handelsministerium om at undersøge grundlaget for det, og hvordan det i givet fald kan gøres. Det forventes, at ministeriet vil komme med sine anbefalinger til præsidenten inden for få uger. Hvis Trump vælger at gå den vej og markant fordyre Mercedes-Benz, BMW, VW, Peugeot, Citroen, Renault osv. på det amerikanske marked, vil det for alvor kunne mærkes. Ikke kun i store producentlande som Tyskland og Frankrig, men også i Danmark og flere andre EU-lande, hvor et hav af virksomheder lever af at være underleverandører til de store bilfirmaer.

Danske virksomheder sender hvert år for milliarder af kroner maskiner og komponenter af sted til tyske bilfabrikanter, og enhver forringelse af markedsadgangen i USA for disse bilbrands vil betyde afledte tab for danske underleverandører.

Figur 2: De 10 støste varegrupper i EU-landenes eksport til USA i 2017. Kilde: UN Comtrade

Med andre ord har EU-lederne et politisk ansvar for, at vi ikke kommer derhen. Men de har faktisk også en dårlig sag, når det drejer sig om biler.

EU’s gennemsnitlige importtold på amerikanske biler er hele 10,5 pct., mens den europæiske bileksport til USA slipper med 2,5 pct. til de amerikanske toldmyndigheder. Det er en uholdbar forskel og virker som en rød klud på Trump. USA og EU opererer ellers begge med ganske lave gennemsnitlige toldsatser på industrivarer (2-3 pct.).

I 2017 blev der eksporteret for 12,3 mia. USD amerikanske biler til EU (ca. 77 mia. kr. med dagens dollarkurs), men for hele 55,8 mia. USD (ca. 350 mia. kr.) europæiske biler den anden vej.

Selvom amerikanerne relativt set måske nok er gladere for en Porsche Cayenne, end vi europæere er for en Lincoln Continental, springer diskrepansen i toldniveauet i øjnene.

EU skal ikke lade sig rive med

I stedet for at spille Trumps machospil og true med hurtig gengældelse, bør EU-lederne maksimere deres diplomatiske anstrengelser og i det mindste acceptere, at der er et reelt problem med hensyn til biler.

Det kan meget vel være, at EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, gør dette bag kulisserne, men for at fange præsidentens opmærksomhed kunne det være, at EU skulle gå offentligt ud med forsonende signaler.

Et andet overraskende udspil, som EU kunne overveje for at bryde den dårlige stemning hen over Atlanten, er spørgsmålet om Kinas adfærd over for vestlige virksomheder.

I Washington og Bruxelles er alle enige om, at Kina har ladet hånt om de forpligtelser omkring markedsadgang og ikke-diskrimination, som Beijing påtog sig, da landet blev medlem af WTO i 2001. Listen over unfair kinesiske handelsbarrierer er lang. Den omfatter bl.a. ulovlig kopiering af vestlige varer, tvungne teknologioverførsler fra vestlige virksomheder til kinesiske ”samarbejdspartnere”, protektionistisk anvendelse af tekniske produktkrav og generøse statssubsidier til kinesiske fremstillingsvirksomheder. Statssubsidierne sætter kinesiske eksportører i stand til at oversvømme udenlandske markeder med billige varer, som ingen lokale producenter kan konkurrere med.

Europæiske virksomheder lider lige så meget under denne uacceptable kinesiske fremfærd som de amerikanske. EU kunne derfor tilbyde Trump et nyt transatlantisk partnerskab møntet på at få Kina til respektere sine WTO-forpligtelser.

Det er ikke urealistisk at forestille sig, at USA og EU, der tilsammen tegner sig for knap 40 pct. af verdensøkonomien, og som i 2016 tilsammen aftog 34 pct. af Kinas samlede vareeksport, i fællesskab vil kunne aftvinge indrømmelser fra den kinesiske regering. Chancerne er større, hvis USA og EU arbejder sammen om det, end hvis de forsøger at presse kineserne hver for sig.

Figur 3: De 10 største bilaterale handelsforbindelser (kun varer) i 2017.

Men hvis vi så ser på det styrende princip i Trumps handelspolitik, altså, at USA’s handelsunderskud udgør et kæmpe problem, og hans metoder, dvs. at genforhandle eller skrotte frihandelsaftaler, bliver det sværere at se fornuften i præsidentens adfærd. Et handelsunderskud opstår, når et land importerer mere, end det eksporterer. Traditionelt siger man, at et land bruger eksporten til at finansiere sin import. I 1978 udtalte nobelpristageren i økonomi, Milton Friedman, at:

“The gain from foreign trade is what we import. What we export is the cost of getting those imports. And the proper objective for a nation, as Adam Smith put it, is to arrange things, so we get as large a volume of imports as possible for as small a volume of exports as possible.”

Handelsunderskud behøver ikke at være dårligt

Et højt importniveau er i sig selv ikke et dårligt tegn. Tværtimod. I et økonomisk opsving vil folk have råd til at købe flere varer, også importvarer. Når USA uafbrudt har været i stand til at opretholde et handelsunderskud siden 1970’erne, skyldes det primært:

1) At den amerikanske økonomi har fungeret som magnet på udenlandske investorer, der har kastet enorme midler ind i det amerikanske aktie-, obligations- og boligmarked.

2) At dollaren fungerer som verdens reservevaluta, hvilket holder hånden under dollarkursen og skaber en global efterspørgsmål efter amerikanske finansielle instrumenter.

3) At udlandet med billig lånefinansiering er villig til at kompensere for amerikanernes lave opsparing. Det store spørgsmål er imidlertid, om handelsunderskuddet i dag har vokset sig så stort, at det udgør en trussel mod amerikansk økonomi som helhed.

Det mener Trump tydeligvis, og det mener hans handelsminister, Wilbur Ross, og hans økonomiske toprådgiver, Peter Navarro, også. Det er der bare ikke særlig mange andre ledende økonomer, der gør. De hæfter sig omvendt ved, at det amerikanske handelsunderskud medvirker til at holde hjulene i gang i den globale økonomi ved at levere likviditet og efterspørgsel, samtidig med at USA betaler meget lidt i renteudgifter for at finansiere sit høje forbrug.

Et lavere amerikansk handelsunderskud vil efter deres opfattelse reducere den globale efterspørgsel og medføre øget ustabilitet i verdensøkonomien. Endelig fremhæver de, at frihandel er godt for amerikansk økonomi, da det styrker produktiviteten, sænker priserne og forbedrer konkurrenceevnen. Det amerikanske handelsunderskud toppede i 2006 og har siden 2010 ligget stabilt på 650-750 mia. USD. Der er ikke indtrådt en dramatisk udvikling, siden Trump blev valgt.

Selvom der nationaløkonomisk synes at mangle argumenter for præsidentens ensidige fokus på handelsunderskuddet, giver det mening for ham politisk. Det var hans valgsejr i 2016 et klart bevis på, og en række seriøse studier har også i varierende grad påvist, at billige importvarer især fra Kina har spillet en vis rolle i det tab af amerikanske industriarbejdspladser, som har fundet sted i løbet af de sidste 20 år.

Digitalisering og automatisering vurderes dog af mange at have spillet en endnu større rolle. Men det øgede eksterne konkurrencepres, der følger af Kinas og andre lavtlønslandes integration i den globale økonomi, har kostet amerikanske arbejdspladser i rustbælte-stater som Ohio, Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

Trump kan lære af Danmark

Seriøse studier har ligeledes påvist, at mange folk bosat i geografiske lommer med høj arbejdsløshed som følge af fabrikslukninger og udflytning af arbejdspladser har haft svært ved at komme over i anden beskæftigelse. Uddannelse og jobtræningskurser er en mangelvare ”over there”, og det skaber berettiget utilfredshed hos dem, der rammes, plus et klart behov for politisk handling.

USA kan lære en hel del på dette område af Danmark med omstilling og opkvalificering af industriarbejdere. Det har vi erfaringer med at håndtere, da danske tekstil- og værftsarbejdere blev ramt af arbejdsløshed i 80’erne og 90’erne.

Hvad med dansk økonomi?

Men hvad med danske virksomheder? Hvordan bliver de påvirket, hvis de store handelspolitiske flodheste – læs: USA, Kina og EU – kaster sig over hinanden? Det vil kunne mærkes! Hvis den nuværende ”startfase” eskalerer op til en egentlig handelskrig mellem de tre største økonomier i verden, vil en lille åben økonomi som den danske uvægerligt blive berørt.

Det er umuligt at spå om hvordan og hvor meget, men i en hyperglobaliseret verdensøkonomi, hvor danske virksomheder indgår i specialiserede globale værdikæder, vil en global handelskrig sprede sig som ringe i vandet. Aktiemarkederne vil også tage et dyk. Desuden har Danmark et betydeligt handelsoverskud på varer i forhold til USA, hvorfor vi måske også er i Trumps søgelys.

Figur 4: Størrelsen af USA’s samhandel med enkelte EU-lande og det amerikanske handelsunderskud som andel af samhandlen mellem USA og det pågældende EU-land. Kilde: UN Comtrade

Ifølge 2011-tal fra Nationalbanken var 54,000 danske arbejdspladser knyttet op på den danske eksport til USA, hvilken i 2017 lå på ca. 50 mia. kr. i varer og godt 40 mia. kr. i tjenester. Og det er vel at mærke kun den del af danske virksomheders eksport, hvor Danmark er afsenderlandet, og som følgelig registreres som dansk eksport hos Danmarks Statistik.

Mange danske virksomheder har produktion i Kina, hvorfra de sender deres varer direkte til USA. Denne del af eksporten vil i international handelsstatistik figurere som kinesisk eksport til USA, selvom det er danske virksomheder, der er involverede.

Effekten af en eventuel handelskrig mellem USA, EU og Kina vil for Danmarks vedkommende af den grund formentlig blive større, end de officielle tal hos Danmarks Statistik umiddelbart tilsiger.

Ydermere er det også værd at holde sig for øje, at USA er en langt mere hjemmemarkedsorienteret økonomi end eksempelvis Danmark, Tyskland, Sverige og Frankrig.

I en eventuel handelskrig tæller det dog til EU-landenes fordel, at deres interne samhandel i EU’s indre marked takket være EU’s toldunion foregår toldfrit og ikke i udgangspunktet ville blive berørt af en handelskrig mellem EU og tredjelande. I den udstrækning, at EU’s indre marked fungerer som et hjemmemarked for EU-virksomheder, og det gør det heldigvis i nogle henseender, vil EU samlet set – på den yderste protektionistiske dag, som vi forhåbentlig aldrig kommer til – stå nogenlunde stærkt, fordi vi kan handle toldfrit med hinanden på verdens største hjemmemarked.

Men USA vil også stå stærkt. USA er i forhold til andre enkeltlande ikke så afhængig af adgangen til udenlandske markeder. Hvis EU beslutter sig for at sætte hårdt mod hårdt, er det værd at have i baghovedet.

Figur 5: Eksportens andel af BNP for udvalgte lande (varer og tjenester) i 2017. Kilde: Verdensbanken

Hvad så nu? Hvad bør Danmark og EU gøre for at reducere de transatlantiske spændinger med EU’s største og Danmarks fjerdestørste samhandelspartner?

Forhåbentlig mere af det, som man må formode, at EU-Kommissionen og EU-landenes ambassader i Washington allerede gør. Dvs. understrege EU’s vilje til at samarbejde og finde konstruktive løsninger sammen med Trump-administrationen på præsidentens mere rimelige klagepunkter. Derudover må vi samtidig understrege, at amerikanske virksomheder ikke behandles dårligt og slet ikke ringere i EU end virksomheder fra andre lande.

EU’s indre marked er et af de mest åbne og regelbaserede markeder, som findes i verden, og amerikanske virksomheder er fortsat mere end velkomne til at investere og handle i Europa.

Det budskab bør kommunikeres igen og igen uden sarkasme eller arrogance fra europæisk side. Hvis det så konsekvent mødes med en blank afvisning i Det Hvide Hus hen over de kommende uger, kan det blive nødvendigt for EU gradvist, modvilligt og ganske nølende at kravle op i træet. Men det er altså ikke noget, som haster, for deroppe er der rigtig koldt og slet ikke rart at være for nogen.

Kommentarer

kommentarer